Produktionschef

Om rollen

Vil du stå i spidsen for en fødevareproduktion, hvor god ledelse, høj kvalitet og effektiv drift går hånd i hånd? Hos Funkisfood får du ansvar for at udvikle både produktionen og de mennesker, der får den til at lykkes.
‍
Hos Funkisfood ApS producerer vi mysli, granola og andre morgenmadsprodukter. Fra fabrikken i Skjern forsyner vi Nordeuropa og Baltikum med kunde- og landetilpassede produkter. Vi sourcer selv råvarerne og er 48 medarbejdere i virksomheden.
‍
Vi søger en produktionschef, der kan sikre en stabil hverdag og samtidig skabe de forbedringer, der løfter produktionen videre.

En central lederrolle tæt på driften

Du får det samlede ansvar for mixeri, bageri og pakkeri i en produktion med ca. 35 medarbejdere. Du refererer direkte til CEO/ejerleder, indgår i ledelsen og har to produktionsledere i direkte reference.

Produktionen kører 24 timer i døgnet, fem dage om ugen. Din opgave er at sikre, at planlægning, bemanding, kvalitet og leveringssikkerhed hænger sammen på tværs af skiftehold.

Du bliver leder for lederne. Du sætter retning, udvikler dine produktionsledere og skaber tydelige rammer, så organisationen selv kan løse hverdagens opgaver. Samtidig er du synlig i produktionen og går praktisk til værks, når situationen kræver det.

Dit ansvar

  • Drift og planlægning: Sikre stabil og effektiv produktion gennem planlægning af kapacitet, bemanding og ressourcer i tæt samarbejde med Supply & Production Planner. Afstemme produktionsplanerne med forecasts samt råvare- og emballagetilgængelighed, så vi leverer til tiden.
  • Ledelse og samarbejde: Udvikle de to produktionsledere, skabe engagement og sikre klare mål og ansvarsområder i tæt samarbejde med indkøb, kvalitet, vedligehold og lager/logistik.
  • Kvalitet og sikkerhed: Sikre fødevaresikkerhed, kvalitetskontrol, dokumentation, hygiejne, rengøringsplaner og et godt arbejdsmiljø som en naturlig del af den daglige drift.
  • Forbedringer og resultater: Arbejde systematisk med LEAN og forbedringer af systemer, processer og samarbejdsformer. Følge op på nøgletal for produktivitet, spild, maskineffektivitet (OEE), kvalitet og leveringssikkerhed.
  • Økonomi og udvikling: Have ansvar for produktionsbudget og omkostningsopfølgning samt bidrage til beslutninger om kapacitet, udstyr, investeringer og automatisering.

Du skaber resultater gennem andre

Du har erfaring med fødevareproduktion og solid erfaring med produktions- og personaleledelse. Måske er du allerede produktionschef, fabrikschef eller en erfaren produktionsleder, der er klar til et større ansvar. Erfaring med ledelse af ledere er en fordel.

Du er tydelig, nærværende og god til at få mennesker med dig. Du arbejder struktureret og analytisk, følger op og omsætter data til handling. Du ved, hvornår du skal gå tæt på en udfordring, og hvornår du skal give andre plads til at løse den.

Du har en solid forståelse for flow og kapacitet og blik for forretningen. Du er løsningsorienteret, samarbejder på tværs og holder hovedet koldt, når deadlines er korte.

Fagligt har du erfaring med LEAN, ERP-systemer som Navision, M3 eller tilsvarende og produktionsøkonomi samt fødevaresikkerhed, HACCP og relevante standarder som BRC, IFS eller FSSC 22000. Du kommunikerer klart på dansk og engelsk i skrift og tale.

Du trives i en ejerledet virksomhed med en flad organisation og en produktion i skiftehold. Du er fleksibel i forhold til at være til stede på tværs af holdene.

Det får du hos Funkisfood

Du får en selvstændig lederrolle med direkte adgang til CEO/ejerleder og mulighed for at sætte et tydeligt aftryk på produktionens udvikling. Hos os er der korte beslutningsveje, en uformel organisation og mulighed for at påvirke processer, struktur og fremtidige investeringer.

Du bliver en del af et engageret miljø med højt til loftet, hvor åbenhed, humor og godt kollegaskab betyder meget.

Du får mulighed for at udvikle både mennesker og produktion og for selv at udvikle dig fagligt og personligt. Stillingen er på fuld tid, og vi tilbyder løn efter erfaring og kvalifikationer samt pension og helbredssikring.

Arbejdssted: Funkisfood ApS, Feldsingvej 3, 6900 Skjern

Kontakt

Maria Krysfeldt - Partner, COO & HR-ekspert hos Hird Consulting.

Maria Krysfeldt

Partner, COO
Ikon for at sende mail direkte til medarbejder.
maria@hirdconsulting.dk
LinkedIn logo.